Foredrag med forfatterne til bogen

18-11-2019 Del på Facebook

I foråret 2018 udkom bogen "Pseudoarbejde - hvordan vi fik travlt med at lave ingenting" af forfatterne Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen.

Bogen er blevet utroligt populær og har skabt en del debat om måden, vi har indrettet vores arbejdsliv og vores samfund generelt på.

Du kan læse mere om bogen og om forfatterne på linket her: http://www.pseudoarbejde.dk/

Du får nu chancen for at høre forfatterne selv uddybe bogens betragtninger og historier samt den forskning, der ligger til grund for bogen, ved deres foredrag Mandag d. 18. november 2019 i Kulturhuset i Skanderborg.

Vi har 25 billetter reserveret på 5. række, så vi skulle være sikret gode pladser og en både interessant og underholdende aften. Foredraget forventes at slutte kl. ca. 21:00.

Inden foredraget skal vi selvfølgelig have lidt at spise, og vi mødes derfor kl. 17:30 i Kafe K, der også ligger i Kulturhuset i Skanderborg. Her får vi serveret Tapas og 1 stk. drikkevare (øl/vand eller vin). Efter spisning, er det nemt at fortsætte direkte til foredraget.

Billetterne udleveres under spisningen.

Lidt om foredraget og bogen:

Pseudoaktivitet og overflødige opgaver

Baseret på interviews, statistik og forskning stiller Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark i Pseudoarbejde skarpt på alle de overflødige opgaver, vi fylder vores arbejdstid med. Møder, rapporteringer, e-mails, registreringer, PowerPoint-præsentationer, målinger, policies og andre selvopfundne opgaver, der forhindrer os i at udfylde vores reelle arbejdsfunktioner eller at få mere fritid.

Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark inviterer medarbejdere, ledere og organisationer til at se kritisk på det arbejde, vi fylder vores tid med. Skaber det reel mening eller bidrager det i virkeligheden til egne og kollegers pseudoaktiviteter?

Dennis og Anders har begge en fortid i konsulentbranchen og vil flittigt dele ud af egne oplevelser med pseudoarbejde. Derudover vil de give gode råd til, hvordan vi undgår pseudoaktiviteter og på den måde skaber større glæde og mening i vores arbejdsliv.

Lidt om forfatterne:

Anders Fogh Jensen og Dennis Nørmark

Anders Fogh Jensen er filosof og forfatter til en lang række bøger omhandlende temaer som magt, styring, organisering, projektsamfundet og eksistensfilosofi.

Dennis Nørmark er antropolog og kendt som dygtig videnskabsformidler og analytiker af samfundsmæssige og politiske spørgsmål.

Anders og Dennis er begge hyppigt medvirkende i både TV og radio, hvor de giver deres besyv på aktuelle temaer.

Glæd dig til at blive overrasket, provokeret og ikke mindst underholdt, når Dennis Nørmark og Anders Fogh Jensen spørger; hvad har vi egentlig så travlt med?