The Bodyguard - The Musical fra første række

05-12-2020 Del på Facebook

Vi mødes i Musikhuset kl. 19.30 til udlevering af billetter, Hvorefter vi fortsætter til Store Sal hvor vi skal se den danske opsætning af The Bodyguard - The Musical kl. 20.00.

Som sædvanlig kan Møllebanden tilbyde de bedste pladser i huset, da vi har booket hele orkestergraven.

Musicalen genfortæller filmens historie om den tidligere Secret Service-agent Frank Farmer, der bliver ansat som privat bodyguard for den verdensberømte sangstjerne Rachel Marron, for at beskytte hende mod en ukendt stalker, der sender hende dødstrusler. Modstræbende drages Rachel og Frank mod hinanden, men efter en enkelt kærlighedsnat, må Frank erkende, at han ikke både kan elske og beskytte Rachel.

Musicalen er en spektakulær hyldest til Whitney Houstons fantastiske sange og indeholder ikke kun filmens megahits I Will Always Love You, Run to You, Queen of the Night, I Have Nothing og I’m Every Woman, men flere end 20 af Whitney Houstons allerstørste hits inkl. Saving All My Love, Greatest Love of All, I Wanna Dance with Somebody, Where Do Broken Hearts Go og One Moment in Time.

Forestillingens dialogscener spilles på dansk, mens alle Whitney Houstons sange synges på engelsk.